Sænehus – et husmandssted ved Sæne bugten
Sæne er et meget gammelt ord – hvor gammelt ved vi ikke, men det findes tilbage i 1600-tallet bl.a. på G. Hoffmann’s kort fra 1650. Her kan det tydes som “Seni”.. Det er gennem tiden stavet på mange forskellige måder. Navnet tolkes til at komme af sand, idet Sænebugten havde en lille sandstrand (læs om det på side 74, her i stednavneregisteret).
På et kort fra ca. 1742 står det skrevet som “Senöevig” – “Her er Sand” – se udsnit ovenfor – og se hele kortet HER.
På et kort fra ca. 1742 står det skrevet som “Senöevig” – “Her er Sand” – se udsnit ovenfor – og se hele kortet HER.
I Sænebugten anlægges i 1891 Hammerhavnen – se HER.
Sænehus, som ses på kortet fra 1742 (se ovenfor), er emnet for denne historie.
De historiske oplysninger med ejere m.v. er hentet i arkiverne af arkitekt Jens Riis Jørgensen (JRJ). De danner grundlaget for den følgende historie.
De historiske oplysninger med ejere m.v. er hentet i arkiverne af arkitekt Jens Riis Jørgensen (JRJ). De danner grundlaget for den følgende historie.
JRJ skriver om sit arbejde:
For at være sikker på bygningshistorien måtte jeg langt omkring i kirkebog, folketællinger, mandtal osv. Lidt mere end sædvanligt, men Sænehuset og flere andre huse i området ved Hammeren og Slotslyngen befandt sig næsten uden for “lov og ret” og dog blev de registreret her og der. Præsten havde fat i dem og ejeren på Hammersholm for en stor del af tiden.
For at være sikker på bygningshistorien måtte jeg langt omkring i kirkebog, folketællinger, mandtal osv. Lidt mere end sædvanligt, men Sænehuset og flere andre huse i området ved Hammeren og Slotslyngen befandt sig næsten uden for “lov og ret” og dog blev de registreret her og der. Præsten havde fat i dem og ejeren på Hammersholm for en stor del af tiden.
Det ældste foto vi har af Sænehus. Taget af B. Kjøller i 1890erne,
fra Haubergs samling, Nat.Mus.
fra Haubergs samling, Nat.Mus.
Vi ved ikke med sikkerhed om hvor gammelt huset er, men det er sandsynligt, at det har rødder tilbage i starten af 1700-tallet.
Her står det overkalket “hvidtet over stok og sten” – altså uden tjæret bindingsværk. Simpelt med lerklining, og med meget brede fag – sikkert over 2 meter.
Her står det overkalket “hvidtet over stok og sten” – altså uden tjæret bindingsværk. Simpelt med lerklining, og med meget brede fag – sikkert over 2 meter.
I 1853 Har JRJ fundet følgende beskrivelse:
“Henrik Svendsen fik omvurderet ”Sainehuset paa Hammersholms Gaards Grund” til brandkassen 19. sept. 1853, hvor en lang bindingsværkslænge med stråtag indeholdt otte beboelsesfag og syv fag med lade, lo og stald. Huset var 8 ¼ alen bredt (omkring 5,20 m). Der var klinede og murede vægge og to bræddegavle.”
Det beskriver nok det hus vi ser på fotografiet, hvor man kan tælle 10-11 fag
- der var måske flere i vestre side af fotoet, som ikke ses.
Sænehusets historie kan JRJ føre tilbage til 1764:
“Navnet Sæne optræder i Olsker-Allinge kirkebog under lillejuleaftensdag 1764, hvor Anders Andersen Steenbech fik sin søn Mons døbt.
Steenbech var født omkring 1738 og blev ”Udbygger ved Hammersholm” ligesom sin far, der også hed Anders Andersen Steenbech og levede fra omkring 1709 til 1784, mens hans mor blev begravet 29. marts 1778 i en alder af 79 år.
Moren har så været født omkring 1699. Sønnen blev nævnt som ”Daglønner” ved mandtallet i 1771, og ved folketællingen 1. juli 1787 ”Paa Slottet Hammers Huuses Grund” havde Andreas Steenbech ”lidt Avl” på jord, som han havde i fæste fra Hammersholm, og ellers var han ”Betler”, ”formedelst han er en Krøbling”.
Konen Kirstina Monsdatter var født omkring starten af 1730’erne, og de blev gift 30. maj 1764 efter trolovelse 31. marts. De fik mindst syv børn, hvoraf en kun blev et år, en anden to, en tredje tre og en fjerde fire år gammel, mens tre blev konfirmerede og fløj fra reden inden folketællingen i 1787. Kirstina Monsdatter blev begravet 22. marts 1795, og Anders Steenbech forlovede sig derefter 15. februar 1797 med Margrete Larsdatter. Folketællingen 1. februar 1801 nævner dem som husmandsfamilie ”I Hammershuses Birk” under ”Slotsladegaarden.”
Der bor altså en familie med tre børn, der voksede op til konfirmationsalderen tre børn døde inden de blev over fire år.
Der var en høj dødelighed blandt børn.
Familie har ernæret sig med den smule jord, der hørte til huset, nogle dyr, daglejerarbejde på Hammersholm, og sikkert lidt fiskeri, både fra kysten og i Hammerssø.
Der var en høj dødelighed blandt børn.
Familie har ernæret sig med den smule jord, der hørte til huset, nogle dyr, daglejerarbejde på Hammersholm, og sikkert lidt fiskeri, både fra kysten og i Hammerssø.
Det ældste kort, hvor vi kan se Sænehus i 1700-tallet er på et projekt for anlæg af Hammersøen som havn, udarbejdet af B. Grodtschilling 1737, fra H.M. Dronningens håndbibliotek.
På nedenstående udsnit af den plan, der hører til projektet, ses Sænehus tæt på den nederste kant af planen.
Læg i øvrigt mærke til bastionen og det lille hus ved bugten – “Sene”. De vandret stribede gule felter kan tolkes som dyrket jord til Sænehus.
Se hele kortet HER.
Læs i øvrigt om projektet HER.
På nedenstående udsnit af den plan, der hører til projektet, ses Sænehus tæt på den nederste kant af planen.
Læg i øvrigt mærke til bastionen og det lille hus ved bugten – “Sene”. De vandret stribede gule felter kan tolkes som dyrket jord til Sænehus.
Se hele kortet HER.
Læs i øvrigt om projektet HER.
Et andet, og meget kendt og pålideligt kort er Hammers kort opmålt 1750, men der anvendes fortrinsvis et nyere kopi fra 1796, kopieret 1796 af Heinz du Plat, som ses ovenfor. (Se hele Nordbornholm HER).
Sænehus ses som “udb” – lige nord for vejen fra Sænebugten til Hammersholm. Bemærk, at der er vist to længer, men det kan være en “fortegning”/fejl.
På kortet nedenfor vises et af de originale kort fra Det Kongelige Bibliotek – en anden samtidig kopi findes på Bornholm Museum.
Det er ikke helt tydeligt om der er tale om en eller to bygninger, eller en bygning (rød), og “noget andet”.
Sænehus ses som “udb” – lige nord for vejen fra Sænebugten til Hammersholm. Bemærk, at der er vist to længer, men det kan være en “fortegning”/fejl.
På kortet nedenfor vises et af de originale kort fra Det Kongelige Bibliotek – en anden samtidig kopi findes på Bornholm Museum.
Det er ikke helt tydeligt om der er tale om en eller to bygninger, eller en bygning (rød), og “noget andet”.
Et kort tegnet af Krag i 1776, tegnet på grundlag af Hammers kort i 1750. På kortets tekst fremgår det, at det nok er ajourført, hvilket kan ses af flere andre detaljer på kortet. Se hele kortet HER.
Her er blot vist en længe, en have og en vandhul.
Her er blot vist en længe, en have og en vandhul.
JRJ skriver videre:
Sænehuset blev i 1808 overtaget af en udbygger, fisker og artillerist fra Rutsker: Peder Jensen Hammer. Som ungkarl og udbygger var han i Ruths kirke blevet trolovet 9. januar 1796, gift 14. februar, med Bentha Christine Olsdatter, som døde 19. januar 1808 i en alder af 39 år, efter at være blevet forløst med tvillinger, der begge døde henholdsvis ti dage og fem uger efter.
Peder Hammer giftede sig igen 8. juni 1808 med Elisabeth Kirstine Nielsdatter, der kort tid før havde forladt Rutsker sogn. Peder Hammer havde fem børn med sig fra Rutsker: Jens, døbt 9. okt. 1796, Ole, døbt 21. jan. 1798, Barbara, døbt 24. nov. 1799, Hans, døbt 25. sept. 1801 og Peder, døbt 9. okt. 1803.
Peder Hammer giftede sig igen 8. juni 1808 med Elisabeth Kirstine Nielsdatter, der kort tid før havde forladt Rutsker sogn. Peder Hammer havde fem børn med sig fra Rutsker: Jens, døbt 9. okt. 1796, Ole, døbt 21. jan. 1798, Barbara, døbt 24. nov. 1799, Hans, døbt 25. sept. 1801 og Peder, døbt 9. okt. 1803.
Igen en beretning, der fortæller om barnedødelighed, her i forbindelse med fødslen, hvor også moderen dør, 39 år, – ikke ualmindeligt. Peder Hammer havde i forvejen fem børn, sikkert fra et tidligere ægteskab i Rutsker.
Det er meget almindeligt at en enke eller enkemand hurtigt gifter sig igen, sikkert som “fornuftsægteskaber”.
Der bor altså en familie med fem børn.
Det er meget almindeligt at en enke eller enkemand hurtigt gifter sig igen, sikkert som “fornuftsægteskaber”.
Der bor altså en familie med fem børn.
Af tilgangslisten fra 1824 fremgår, at der fra Klemensker til Allinge sogn var flyttet: ”Grete Mads Nielsensdatter, 20 ½ Aar, En liderlig Qvinde, som er Mor til 5 uægte Børn…. Har opholdt sig en Tid lang hos Peder Hammer i Saine”. Husholdersken Magrethe Madsen boede her fortsat ved folketællingen i 1850 og holdt da selv ”Dug og Disk” for sig selv og tømmermand Jørgen Larsen Sonne, der var ”fraværende i Coffardifart” (en søn fra Slotshuset).
Der kommer nye beboere ind:
“Grete Mads Nielsensdatter, 20 ½ Aar, En liderlig Qvinde, som er Mor til 5 uægte Børn…. Har opholdt sig en Tid lang hos Peder Hammer i Saine”.
– fem børn i en alder af 20½ år!
Og der er en husholderske boede her også sammen med en tømmermand, der var på koffardifart (handelsskib).
Peder Hammer var død 76 år gammel den 3. august 1849.
“Grete Mads Nielsensdatter, 20 ½ Aar, En liderlig Qvinde, som er Mor til 5 uægte Børn…. Har opholdt sig en Tid lang hos Peder Hammer i Saine”.
– fem børn i en alder af 20½ år!
Og der er en husholderske boede her også sammen med en tømmermand, der var på koffardifart (handelsskib).
Peder Hammer var død 76 år gammel den 3. august 1849.
JRJ fortsætter:
Peder Hammer overlod 1832 fæstet på Sænehus til daglejer, fisker og avlsbruger Lars Nielsen (o. 1779-1847) og hans kone Ellen (Elne) Mogensen (o. 1778-1844). Begge kom fra Rø, hvor de var født og vokset op. Her var de blevet trolovet og viet 13. nov. 1802. Hun var fra ”Graaehuset”, hvor hendes far Mogens Jensen var tækkemand, efter at han havde afhændet 7. vornedegård, Store Hallegård (siden lagt ind under Tyskegård). Familiens flytteseddel fra Rø er dateret 27. juli 1832.
Deres søn, fisker Mogens Larsen, giftede sig 29. nov. 1833 med Sophie Frederikke Nielsen eller Olsen, som var født i København og ellers kom fra Allinge, og de overtog inden længe driften af Sænehus.
Mogens Larsen døde dog inden 1848, hvorefter Sophie Frederikke giftede sig med skrædder Henrik Svendsen fra Østermarie. Hun havde børnene Johanne Sandrine, Niels, Martin Peter og Mons Mical Nielsen.
Peder Hammer overlod 1832 fæstet på Sænehus til daglejer, fisker og avlsbruger Lars Nielsen (o. 1779-1847) og hans kone Ellen (Elne) Mogensen (o. 1778-1844). Begge kom fra Rø, hvor de var født og vokset op. Her var de blevet trolovet og viet 13. nov. 1802. Hun var fra ”Graaehuset”, hvor hendes far Mogens Jensen var tækkemand, efter at han havde afhændet 7. vornedegård, Store Hallegård (siden lagt ind under Tyskegård). Familiens flytteseddel fra Rø er dateret 27. juli 1832.
Deres søn, fisker Mogens Larsen, giftede sig 29. nov. 1833 med Sophie Frederikke Nielsen eller Olsen, som var født i København og ellers kom fra Allinge, og de overtog inden længe driften af Sænehus.
Mogens Larsen døde dog inden 1848, hvorefter Sophie Frederikke giftede sig med skrædder Henrik Svendsen fra Østermarie. Hun havde børnene Johanne Sandrine, Niels, Martin Peter og Mons Mical Nielsen.
I årtierne her boede der tre familier i huset.
Sænehus har haft en meget “broget” flok af indvånere!
Man ser også en blanding af erhverv.
Man ser også en blanding af erhverv.
Der er fra et matrikelkort opmålt 1817 en mere nøjagtig gengivelse af forholdene. – se hele kortet HER
Kortet er opmålt 1817, men er angivet at være gyldigt fra 1826-1860. Matrikelkortene er “levende” – der tilføjes ændringer i en periode indtil der tegnet et nyt.
Der er markeret to matrikler under matrikel 1. (1A er Hammersholm). Her er Sænehus liggende som 1C – midt i kortudsnittet som en lang længe med en have syd for. På kortet anes som en svag gul linje en vej fra Hammersholm til Sænehus – der er efter 1817 sat to streger henover vejen – det betyder at den er sløjfet på et tidpunkt mellem 1817 og 1836. Vejen fortsætter ned til Sænebugten – også den er slettet med to streger. Der er på matrikel 1C også et Krudthuus, hørende til det batteri, der ligger i Sænebugten. Der ses også på matrikel 1D på stranden et Kulhuus – det vender vi tilbage til – det hørte til fyret på Stejlebjerg.
Det må tolkes som et ret stort areal, der hørte under Sænehus. 351010 kvadratalen (ca. 25 tønder land).
Det er vanskeligt at gennemskue, hvornår ændringerne er indtegnet mellem 1817 og 1860.
Der er markeret to matrikler under matrikel 1. (1A er Hammersholm). Her er Sænehus liggende som 1C – midt i kortudsnittet som en lang længe med en have syd for. På kortet anes som en svag gul linje en vej fra Hammersholm til Sænehus – der er efter 1817 sat to streger henover vejen – det betyder at den er sløjfet på et tidpunkt mellem 1817 og 1836. Vejen fortsætter ned til Sænebugten – også den er slettet med to streger. Der er på matrikel 1C også et Krudthuus, hørende til det batteri, der ligger i Sænebugten. Der ses også på matrikel 1D på stranden et Kulhuus – det vender vi tilbage til – det hørte til fyret på Stejlebjerg.
Det må tolkes som et ret stort areal, der hørte under Sænehus. 351010 kvadratalen (ca. 25 tønder land).
Det er vanskeligt at gennemskue, hvornår ændringerne er indtegnet mellem 1817 og 1860.
Vi fortsætter med beboerne – JRJ skriver:
Med Henrik Svendsen fik hun 6. juni 1850 Jørgen Peter. Sophie Frederikke døde 30. juni 1880, 71 11/12 år gammel., og Henrik Svendsen giftede sig 25. feb. 1881 med den 45-årige Marie Kirstine Svan i Sandvig, hvor hun ejede Langebjergvej 3.
Hun beholdt denne ejendom, som hun flyttede tilbage til efter Henrik Svendsens død 18. august 1895. Han blev 75 år og den sidste fæster af avlsjorden omkring Sænehuset.
Hun beholdt denne ejendom, som hun flyttede tilbage til efter Henrik Svendsens død 18. august 1895. Han blev 75 år og den sidste fæster af avlsjorden omkring Sænehuset.
Hos dem i Sæne boede ved folketællingen i 1890 hendes mor på 89 år.
Henrik Svendsen fik omvurderet ”Sainehuset paa Hammersholms Gaards Grund” til brandkassen 19. sept. 1853, hvor en lang bindingsværkslænge med stråtag indeholdt otte beboelsesfag og syv fag med lade, lo og stald. Huset var 8 ¼ alen bredt (omkring 5,20 m). Der var klinede og murede vægge og to bræddegavle.
|
JRJ: Henrik Svendsen, Sæne Bugt. Henrik Svendsen ejede Sænehuset frem til 1895, hvor Pär Nilsson købte det.
Læs videre nedenfor. Foto: Bornholms museum. |
 |
Vi har formentlig et godt billede af Sænehus i det foto, som B. Kjøller tog i 1890-erne – i indledningen øverst. Huset rives lidt efter lidt ned og forsvinder nok først under Anden Verdenskrig – læs længere nede.
Matrikelkortet fornyes i 1860, men stadig på grundlag af opmålingen fra 1817. Kortet 1860 er gyldigt frem til 1936.
Det ses nedenfor på “tegningshovedet” – hele kortet ses HER
Det ses nedenfor på “tegningshovedet” – hele kortet ses HER
Herunder vises et udsnit med Sænehus.
Siden kortet 1817 blev opmålt er vejforløb, matrikler m.v. ændret, og der er indtegnet løbende ændringer frem til 1936.
Nedenfor er der gået tættere på Sænehus.
Nedenfor er der gået tættere på Sænehus.
Læg mærke til alle overstregninger med to små skråstreger – det betyder at det er slettet ved en opdatering.
Sænehus-matriklen er blevet mindre, ændret til 1e.
Faktisk er den nye vej ned til Hammerhavnen også indtegnet.
Sænehus-matriklen er blevet mindre, ændret til 1e.
Faktisk er den nye vej ned til Hammerhavnen også indtegnet.
Huset med denne tunge ballast af historie ses idyllisk på maler og digter Holger Drachmanns maleri af Hammersøen fra omkring 1870.
Se maleriet i større gengivelse HER
JRJ fortsætter sin beretning om Sænehuset og dets beboere:
I 1898 købte kusk Pär Nilsson, Hammershusvej 41, Sænehuset, matr. 1e og 1y med flere af proprietær Johannes Thorn på Hammersholm og ernærede sig her frem til 1911 som avlsbruger og stenhugger.
Han byggede straks et nyt stuehus i grundmur på granitsokkel og med tegltag, som vi kender fra samtidige fotografier samt brandforsikringen 20. marts 1899, hvor det hidtidige lange stue- og ladehus i bindingsværk var indrettet udelukkende til ladehus og stald.
Han byggede straks et nyt stuehus i grundmur på granitsokkel og med tegltag, som vi kender fra samtidige fotografier samt brandforsikringen 20. marts 1899, hvor det hidtidige lange stue- og ladehus i bindingsværk var indrettet udelukkende til ladehus og stald.
Fra 1890-erne og frem præges beboerlivet af de store ændringer, der sker i området med Hammeren og Sæne Havn – stenbrydningen på Hammerknuden tager fart og Hammerhavnen bliver anlagt.
Sænehusets beboere finder derfor gerne deres udkomme ved stenværkerne, og der kommer svenske indvandrere.
Men helt frem til 1952 er jorden blevet brugt til “landbrug”, sikkert mere til at få føde på bordet med kartofler, kål med videre – måske også lidt dyr til “husbehov”. Fæstet af selve avlsjorden udløb 1895 efter Henrik Svendsens død.
Fiskeri foregik både på Hammersøen og fra Hammerhavnen.
For at få billeder på miljøet omkring Hammersøen, kan der linkes til denne hjemmeside HER.
Om Hammerhavnen HER.
Sænehusets beboere finder derfor gerne deres udkomme ved stenværkerne, og der kommer svenske indvandrere.
Men helt frem til 1952 er jorden blevet brugt til “landbrug”, sikkert mere til at få føde på bordet med kartofler, kål med videre – måske også lidt dyr til “husbehov”. Fæstet af selve avlsjorden udløb 1895 efter Henrik Svendsens død.
Fiskeri foregik både på Hammersøen og fra Hammerhavnen.
For at få billeder på miljøet omkring Hammersøen, kan der linkes til denne hjemmeside HER.
Om Hammerhavnen HER.
Stenbrydningen med Hammerværket, som efterhånden nærmede sig Sæne hus – se HER.
Postkort, hvor Sænehus ses i kanten af nederste skovrække – med udsigt til – og sikkert megen støj fra Hammerværket.
Udsigt mod Hammersøen, man aner stenindustriens shedtagsbygninger til venstre og Sænevej med det lille “Sænehus” til højre. Foto Th. Yhr, Rønne o. 1901. Bornholms Museum.
JRJ skriver videre:
Pär Nilsson var født 25. okt. 1855 i Sverige og fik først arbejde og bolig i Hasle og Klemensker, hvorfra han og familien flyttede til Sandvig i 1889. I 1878 blev han gift med Bengta Martinsdotter, der var født 24. april 1859 i Sverige. Ved folketællingen i 1901 var han ansat som stenhugger ved Aktieselskabet Bornholms Granitværk. Han havde 3 levende børn, som fortsat boede hjemme, Marie Cecilie, Hans og Niels Vilhelm Nilsson foruden barnebarnet Selma og slægtningen Anders Jönsson, der var kommet hertil i 1896 som fraskilt landbruger i Sverige (han døde i 1905 i Sænehuset, 71 år gammel – “aflivet sig ved Hængning”).
Hos dem i Sænehuset havde familien endvidere 5 stenhuggere i logi, kommet hertil i tiden 1898 til 1900 fra Sverige, de to var ansat hos A. Andersen og de 3 ved Bornholms Granitværk.
I 1911 byttede Pär Nilsson Sænehuset med Nygade 17, Sandvig, hvor ejeren var maskinarbejder ved Hammerværket Martin Andreas Munch, der blandt andet også havde bådfart i Sæne havn. Han var gift med Hansine Marcher, og de boede her frem til 1936. Marina og Jul Christian Pedersen overtog det da. De boede forinden i Havnegade i Sandvig, hvor han var arbejdsmand, som det ses af folketællingen i 1921. Han var født juleaften 1888 på Bakkemøllen i Olsker, hvor faren, en møllersvend på møllen, valgte at rejse væk, efter at have gjort tjenestepigen Janusine Pedersen gravid. Jul tog sin tro seriøst.
De havde Sænehuset til 1942, hvor arbejdsmand Jacob Nicodemus Vang fra Olsker overtog ejendommen.
Ved omvurdering i 1942 til brandforsikringen var halvdelen af den gamle lange bindingsværksbygning revet ned, og resten var bestemt til nedrivning, hvorfor den udgik af forsikringen.
Jacob Vangs kone Augusta Kathrine Nilsson var datter af stenhuggerformand ved Hammerværket August Nilsson, der boede med sin store familie i “Tjedan” (Kæden) i “Hammarabakkana”. Hun havde Sænehuset fra 1951 til 1960 og sønnen Knud Eigil Vang derefter frem til installatør Eigil Strandbergs overtagelse i 1966.
Landbruget var nedlagt i 1952, står der i brandforsikringen.
I 1942 blev beboelsen udvidet med et grundmuret sidehus. Der var da to boliger, hvilket der havde været længe inden.
Pär Nilsson var født 25. okt. 1855 i Sverige og fik først arbejde og bolig i Hasle og Klemensker, hvorfra han og familien flyttede til Sandvig i 1889. I 1878 blev han gift med Bengta Martinsdotter, der var født 24. april 1859 i Sverige. Ved folketællingen i 1901 var han ansat som stenhugger ved Aktieselskabet Bornholms Granitværk. Han havde 3 levende børn, som fortsat boede hjemme, Marie Cecilie, Hans og Niels Vilhelm Nilsson foruden barnebarnet Selma og slægtningen Anders Jönsson, der var kommet hertil i 1896 som fraskilt landbruger i Sverige (han døde i 1905 i Sænehuset, 71 år gammel – “aflivet sig ved Hængning”).
Hos dem i Sænehuset havde familien endvidere 5 stenhuggere i logi, kommet hertil i tiden 1898 til 1900 fra Sverige, de to var ansat hos A. Andersen og de 3 ved Bornholms Granitværk.
I 1911 byttede Pär Nilsson Sænehuset med Nygade 17, Sandvig, hvor ejeren var maskinarbejder ved Hammerværket Martin Andreas Munch, der blandt andet også havde bådfart i Sæne havn. Han var gift med Hansine Marcher, og de boede her frem til 1936. Marina og Jul Christian Pedersen overtog det da. De boede forinden i Havnegade i Sandvig, hvor han var arbejdsmand, som det ses af folketællingen i 1921. Han var født juleaften 1888 på Bakkemøllen i Olsker, hvor faren, en møllersvend på møllen, valgte at rejse væk, efter at have gjort tjenestepigen Janusine Pedersen gravid. Jul tog sin tro seriøst.
De havde Sænehuset til 1942, hvor arbejdsmand Jacob Nicodemus Vang fra Olsker overtog ejendommen.
Ved omvurdering i 1942 til brandforsikringen var halvdelen af den gamle lange bindingsværksbygning revet ned, og resten var bestemt til nedrivning, hvorfor den udgik af forsikringen.
Jacob Vangs kone Augusta Kathrine Nilsson var datter af stenhuggerformand ved Hammerværket August Nilsson, der boede med sin store familie i “Tjedan” (Kæden) i “Hammarabakkana”. Hun havde Sænehuset fra 1951 til 1960 og sønnen Knud Eigil Vang derefter frem til installatør Eigil Strandbergs overtagelse i 1966.
Landbruget var nedlagt i 1952, står der i brandforsikringen.
I 1942 blev beboelsen udvidet med et grundmuret sidehus. Der var da to boliger, hvilket der havde været længe inden.
Strandberg solgte stedet 2. januar 1971 til stenhugger og arbejdsmand Verner Børge Olsen, som blev gift med Irene Tuvesson (Irene von Wowern).
Verner Olsen har passet Stenbrudsmuséet i mange år og her gjort en fantastisk indsats for levendegørelse af stenhuggerhistorien i området og overleveret stenhåndværket.
Sænehus 2001. FBB-foto.
Se mere om stenbrydning og Stenbrudsmuseet i Moseløkken HER.