Melsted mølle

Melsted mølle – Melstatrøntan

Adresse.:
Melstedgård, Melstedvej 25, 3760 Gudhjem.
Ejer:
Foreningen Bornholm. Forvaltes af Bornholms Museum.
Opført:
Slutningen af 1700-tallet i Aarsballe, senere i Tejn 1850 og Melstedgård 2006.
Ombygget flere gange.
Type:
Stubmølle med spån på tag og 3 sider, bræddeklædning på læside. Højt rundt stenfundament. Vinger for jalousier med fjedersvikning. En stenkværn.
Bevaring:
Fredet 1959.
Anvendelse:
Fuldt funktionsdygtig.
Tilgængelighed:
Tilknyttet Landbrugsmuseet Melstedgård, hvor møllen er åben for publikum
 Mikkelsens Mølle – Tajnatrøntan ovenfor Tejn, 1926.
Historie
Melstatrøntan er en mølle med en noget ”fortumlet” tilværelse. Det er flyttet to gange, er ombygget og udvidet og moderniseret flere gange.

Den blev ”født” i Aarsballe som en typisk lille stubmølle -Træbene mølle – i slutningen af 1700-tallet. Herfra blev den flyttet til Tejn i 1849. Havde flere ejere indtil 1882, hvor Peter Mikkelsen overtog møllen, og hans søn derefter – kaldtes derfor af Tejnboerene Mikkelsens mølle, Mikkelsen  ombyggede og moderniserede møllen et par gange et par gange. Stod siden 1938 ubrugt i ca. 70 år, fredet og ejet af Foreningen Bornholm.

Omgivelserne med huse og træer lukkede med tiden møllen inde, og den ville aldrig kunne fungere på det sted. Den trængte efterhånden også til en kraftig restaurering, og Foreningen Bornholm besluttede at flytte møllen.  I 2006 blev den skilt ad og flyttet til Landbrugsmuseet Melstedgård i 2006, blev grundigt restaureret til fuld funktionsdygtig stand, indviet 2009, og er siden vist frem for de besøgende på museet, og der males af og til korn på møllen.

Der har aldrig tidligere ligget en vindmølle ved Melsted, men der har været en vandmølle hørende til Melstedgård. Der var ikke langt til Gudhjem, hvor der i ældre tid lå flere møller, nu er der kun den meget store hollandsk mølle tilbage.

Læs mere om møllen historie  – opdelt i fem perioder – ”liv”her:
Første Liv. Træbene Mølle  i Aarsballe /Klemensker o- 1790 – 1849
Andet Liv.  Tejn – flyttet  1850.
Tredje Liv.  Tejn  – Mikkelsens mølle
Fjerde Liv.  Tejn – Foreningen Bornholm, Fredning
Femte Liv.  Melstedgård – 2006 – Museumsmølle.

Navnet – Trønta
Den kaldes Melstatrøntan – af fiskerne – de måtte ikke sige mølle, når de var på havet, det kunne udsætte dem for fare, sagde man – man sagde derfor ”trønta”.
Ordet har nordiske aner.
Mange møller var kendingsmærker for fiskerne, når de skulle i havn – sådan fungerede den i Tejn.
Møllens “hjerte” – kværnen af to nexøsandsten. Den forreste del af ringkarret er fjernet (rengøring).
Nederst er “liggeren” – den underste kværnsten – ligger fast. – den øverste med jernringene er den store tinge roterende “løber”.
Møllen – hvad kan den
Stubmøllen er fuldt funktionsdygtig, og kan male korn – når der er vind nok.
Møllen har en kværn, som kan male flere slags korn, men er fortrinsvis beregnet til rugmel.  Der er ingen sigte i møllen, og det mel, som males på kværnen er fuldkornsmel, hvoraf der blandt andet kan bages godt rugbrød.  Møllen kan også male hvedesorter, ligeledes til fuldkornsmel, og til dyrefoder males byg. I ældre tid kunne byggen ”knækkes”  til gryn for især grød, der var en daglig spise. Vil man have finere lyst mel må det sigtes på håndsigte, men helt hvidt mel som moderne hvedemel får man ikke. Til gengæld er det mel der males sundt og godt, med alle kornenes bestanddele, som mange foretrækker i dag.
Vingeren står i “saks”, der viser at der ikke arbejdes på møllen. Kun to vindbrædder på hver vinge bliver siddende, og klapper er låst i åben – vingerne kan ikke køre – indvendigt er de låst med persen.
Kværnloftet med kværnen og det store hathjul, som sidder på mølleakslen – “Åsen”. Omkring hathjulet ligger den ringformede bremse. – “persen” – den er af poppel, og på kanten af hathjulet sidder en belægning, ligeledes af poppel – denne træsort holder sig ru. bremser man for hårdt op, og hvis møllen løber meget stærkt i storm, kan møllen bryde i brand, fordi gnidningen træ mod træ kan sætte ild. det har været mange møller endeligt.

Konstruktion og
teknik
Melstatrøntans runde høje fundament og vingernes konstruktion er unik, ikke kun på Bornholm, men i hele Danmark.

Det høje runde fundament med en cirkulær trærem, hvorpå de  til de fire støtteben står – et under hvert hjørne, stabiliserer møllen.

Sådan en konstruktion kendes ikke fra andre steder, og må tolkes som møllerens og den lokale møllebyggers ”opfindelse”. Nok et resultat af angst for at møllen skulle vælte – måske fordi  møllens svans er meget kort. Møllevingerne blev hævet for at få mere vind til vingerne – senere blev vingerne endnu længere og tungere, og møllen blev forlænget bagud med ca. 80 cm – det gav større bevægelser i kraftig vind – møllen ”vugger” – . – og støttebenene sikrede og stabiliserede møllen.
Der kendes ikke stubmøller med et højt rundt fundament som under Melstatrøntan.
Det andet unikke er  vingerne med ”fjedersvikning -et system, der skal holde jævn hastighed på vingerne ved i skiftende vindstyrke. ”  

Det findes heller ikke på nogen anden stubmølle, og i dag ej heller på en mølle i funktion.

De mange års brug, flytninger og ind imellem forbedringer har sat sit præg på møllen.

Der er ikke så meget originalt fra 1700-tallet i møllen – noget af tømmerkonstruktionen, og især den store bærende ”stenbjælke” midt i møllen.  Meget er udskiftet, som følge af slid og ælde, eller i forbindelse med flere moderniseringer gennem tiden. Ved den sidste restaurering i 2006-2008 fandt vi dog flere originale tømmerstykker og spor, som gav os indblik i møllens oprindelige konstruktion og ændringer gennem tiden.

Fjedersvikning

Møllen havde
fra starten de traditionelle stubmøllevinger med ”split” – tynde træflager, ( se Egeby) men
møller Mikkelsen i Tejn forsynede møllen med de moderne fjedersvikvinger
omkring 1900, og forbedrede dem igen i 1920erne.


En nærmere
forklaring:
Kornmalingen
forgår bedst ved en bestemt og jævn ensartet omdrejningshastighed på kværnsten.
Det bestemmes af vingernes omdrejningshastighed, som igen bestemmes af
vindstyrken – der jo kan være meget varierende, både fra dag til dag, men også
i løbet af dagen og fra time til time.

Det har
altid været et problem for vindmøller – og det er i dag også et problem man
kæmper med på de moderne vindmøller.

”Svikning”
er et mølleteknisk udtryk for regulering af vingernes ”sejlflade” – altså det
areal på vingerne der fanger vinden og får dem til at dreje.

Med klapper
kan arealet ”vingefanget” skifte, ved at klapperne lukker mere eller mindre
til. Åbnes klapperne, går vinden igennem, og hastigheden dæmpes.

Fordi klapperne er excentrisk ophængt kan en
kraftigt vindpust presse klapperne op, og “vindfladen” reduceres – vinden blæser igennem. Klappernes tillukning er bestemt at
store fjedre på hver vinge – deraf udtrykket ”fjedersvikning”.

Fra midten ved “åshovedet” sidder en lang fjeder på hver vinger til at holde klapperne tillukket. 
En lås holder klapper fast i åben tilstand, når vingeren står stille. Når låsen tages fra smækker klapper i og danner en stor sammenhængende ” sejlflade”. Når vingeren en for en låses op, begynder vingeren at dreje.
Man bremser den hver gang med persen, som kan betjenes nedefra med et reb.
Når persen endelig løftes – så kører møllen stabilt.
Klapperne i åben fastlås tilstand. Vinder går lige igennem.
Klapperen i lukket tilstand – vinden trækker vingerne rundt.
Fjedrene kan strammes mere elle mindre op, afhængig af vindstyrke og belastningen fra kværnen – hvor meget vingeren skal trække.
Det gøres med en tynd wirer, nederst med en ring til kroge i forskellig afstand – øverst i fjederen – se ovenfor.
Inde i møllen skal persen lettes for hver gang en vinge skal “sejles på” – dvs have klapperne åbne. (Selvom der er tale om klapper af træ, så er udtrykkene fra den gang, da man lagde kludesejl på vingerne stadig bevaret med ordet sejl).
Persen er en meget vigtig del i møllen at havde i god stand.
Persen lettes med persebommen – en kraftig vippearm, der er har fat i persen med et jernbeslag. Persebommen sidder her i vestre side – det er ikke normalt, og indikere at møllens vinger  kører “avet om” – modsat en de fleste hollandske møller.
Persen lettes med et reb omkring en trisse – rebet går ned gennem møllen, så persen kan betjenes nedenunder, og videre ned til jorden, hvor persen skal betjenes, når vingerne skal sejles på – sættes i gang – eller sejles af – stoppes.
“Kværnbesætningen” med det runde ringkar eller støvkar, der indeholder kværstenene. Ovenpå ligger “skostigen”, der bærer “skoslaget”, som leder kornet ned til kværnens “øje” – hvorfra det fordeles ud mellem kværnstenene og males.
Kornet hældes i “bingen” – den store tragt af træ.Kornet ledes ned i løberes “øje” – det midterst hul i den øverste roterende kværnsten. “Skoslaget” – på bornholmsk “skubbatrauget” – rystes ved at den roterende firkantede”spilstok” af jern slår på “skoen”.
På “broloftet” – den underste etage i møllen har sit navn efter “broen”, hvor “langjernet” – den runde lodrette aksel, der ses på billedet – står i et bundlejet. Med et “lettestok” ( ses midt i billedet) kan den tunge løber ( små 1000 kr) løftes/sænkes, alt efter hvor fint kværnen skal male kornet et sindrigt vægtstangssystem gør det muligt at finindstilles afstanden mellem stenene.
Her samles meles også op i en særk.
Til vestre ses den lodrette stub og ovenpå stenbjælken – de vigtigste og største tømmerstykker i møllen – de styrer og bærer hele møllen.
Den vandrette “bro” med bundleje – en lille ståltap neder på langjernet, der bærer løberen. Når der er korn mellem stenene aflastes bundlejet.
gennem den skrå trætud kommer melet ned i en sæk, der hænges op i et par kroge.
Ad denne lille stige går mølleren hyppigt op og ned fra kværn til melsæk – og han skal af og til regulere kværnstene, hælde kor på og hæge melsække af og på.
Sække med korn og mel hejses op og med et hejseværk – et stort hjul med et endeløst reb, der kan betjenes fra jorden og på begge lofter. Sækkene kommer gennem gulvene i hængslede lemme.
Man kommer op i møllen på “svansen”, der også bruges til at krøje – vende – møllen op mod vinden.