Forårstur til Mølledalen 27.4.14

Forårstur til Mølledalen ved Hammershus
Søndag den 27.4. kl. 14.oo
Mølledalen ved Hammershus                           Foto Finn Hansen 21.4 2014
Introduktion til turen
Byggeriet af det nye besøgscenter ved Hammershus går efter planen i gang i løbet af i år. Det skal placeres på den sydlige skrænt af Mølledalen, med udsigt til slottet og med en ny bro over dalen.
Det betyder, at dette forår er det sidste, hvor man kan se Mølledalen med sin viltre natur, med de isskurede klippesider, nedfaldne sten og jord, selvvoksen skovvækst og de mange planter og blomster i skovbunden.  

Foreningen Bornholm arrangerer derfor en forårstur til Hammershus-området, for at se Mølledalen, nogle af de ældgamle veje op til Hammershus og høre om planerne for det nye byggeri. Det bliver på knapt 1500 kvm, er tegnet af arkitektgruppen Arkitema, og består af udstilling, skoletjeneste, cafe og meget andet, foruden en ny bro over til bakken med den gamle slotsbro. Adgangen til det hele sker ad stier fra en ny P-plads på den gamle campingplads syd for.  

A.P.Møller Fonden har bevilget 47 millioner kroner til byggeriet, sammen med næsten lige så mange penge til en grundig restaurering af selve Hammershus og nedrivning af Slotsgården.

Turen starter fra den nuværende P-plads og går rundt i terrænet ad rimeligt fremkommelige stier eller græsflader.
Turen ventes at vare 1-1½ time. Derefter byder Foreningen Bornholm på kaffe og kage i Slotsgårdens cafeteria, med mulighed for snak om byggeriet og andre emner i foreningen.

Vi håber, at mange medlemmer og gæster vil deltage i turen.
Svend Kramp    


Referat fra turen
Søndag den 27. april bød på strålende solskin fra en klar himmel og lunt vejr i læ. Det fine vejr var uden tvivl medvirkende til, at 120 mennesker  – medlemmer og andre interesserede – valgte at deltage i Foreningen Bornholms forårstur til Mølledalen ved Hammershus, hvor det kommende besøgscenter skal bygges. Den store flok fyldte godt på bakken ved P-pladsen, hvorfra  turen gik ad veje og stier rundt i terrænet.

  Svend Kramp glædede sig i sin velkomst over det fantastisk flotte fremmøde og fortalte, at Foreningen Bornholm  blev startet i 1906 som protest mod den stigende turismes byggerier i landskabet foran Slottet.   Bag foreningen stod museumsinspektør Peter Hauberg, Nationalmuseet, der ledede restaureringen af Hammershus fra 1885 og gik foran i sikringen af landskabet mod ødelæggelser. Derfor er det relevant for foreningen at følge med i, specielt hvad der sker omkring Hammershus.
Naturvejleder Tino Hjorth Bjerregaard fra Naturstyrelsen, Bornholm havde velvilligt sagt ja til at være guide på turen og fortalte levende om planerne for besøgscenteret, parkering og stier i området, rydning af træer og  middelalderens planter, der stadig kan spire op af jorden. Han førte an mod campingpladsen ad cykelstien, som følger den ældgamle hovedvej fra Sydbornholm til Slottet. Der er mange synlige spor af vejen, som den brolagte ”Schweder  Kettings Vej” og mange  hulveje, navnlig på bakken mellem Ålekistebro og  Finnedalsvej. Fra kanten af campingpladsen, der bliver ny parkeringsplads, viste han, hvor det nye besøgscenter kommer til at ligge på den stejle sydskråning af Mølledalen, med udsigt til Hammershus og synligt der oppe fra og fra Mølledalens nedre del, men næppe fra andre steder. To høje midlertidige trætårne viser niveauerne for taget og gulvet i besøgscenteret. Undervejs blev der stillet en del spørgsmål, skovrider Søren Friese fortalte mere om byggeriet, og Svend Kramp fortalte om nogle historiske træk i landskabet – hulveje, vandtilførsel og fæstningsanlæg. Turen gik videre langs kanten af skråningen ad den kommende adgangsvej til besøgscenteret ud til Slotslyngsvej, forbi  Slotsgården og videre til nordsiden af Mølledalen, hvor den nye bro kommer over fra besøgscentret mod den gamle slotsbro. Efter et kig på udstillings-containeren ved broen gik man til Slotsgården til den ventende kaffe med kringle.
Der var stuvende fuldt i cafeen,  og efter kaffepausen var der lidt mere debat. Søren Friese fortalte her, at alle kan sende kommentarer om byggeriets lokalplan til regionskommunen inden tidsfristen om en måned, om det  nye centers faciliteter og udstillinger og en kommende parkeringsafgift på 20-30 kr. pr.bil. Samtidig med byggeriet af besøgscenteret rives Slotsgården ned, så terrænet foran Hammershus endelig bliver helt frit for forstyrrende bygninger , og Slottet bliver helt synligt. Centeret forventes indviet til påsken 2016.

Mange af turens deltagere gav udtryk for tilfredshed med arrangementet og turen, fordi man fik set terrænet og på den måde bedre kunne forestille sig, hvordan det kommende besøgscenter er planlagt i landskabet.  Det var også vores mening med arrangementet  at give bornholmerne mulighed for at få mere at vide om besøgscenteret, så man selv kan danne sig en mening om det – uanset om man er for eller imod.
 

Udsigt over mod det kommende besøgscenter.
Foreningen Bornholms bestyrelse forventer at komme med en udtalelse om lokalplanen inden tidsfristen.
Svend Kramp
“Pressemøde” – Svend Kramp og Jens Stubkjær