Egeby stubmølle

Egeby Stubmølle


Fakta
Adresse.:
Nexøvej 74 A., 3720 Aakirkeby. Åker sogn.
Opført, ændringer, istandsættelser:
1787, omsat 1794, fuldt restaureret 1996-1999.
Type:
Stubmølle med vinger for split. Bræddeklædning og tag af brædder på klink. En kværn: ligger af nexøsandsten, løber af rihnsksten med påstøbning.
Bevaring:
Fredet 1964.
Anvendelse – tilstand:
Ikke i brug, men funktionsdygtig fra 1999.
Tilgængelighed:
Offentlig adgang, men kun åben ved særlige lejligheder.
Ejer:
Foreningen Bornholm.
2011

Blandt de tre bevarede stubmøller er Egeby den mest karakteristiske repræsentant for de bornholmske stubmøller. Den er ombygget i 1794, hvor den blev gjort 30 cm bredere Til møllen hørte tidligere et møllerhus i bindingsværk, som siden er ombygget og udskilt fra møllen. Møllen var i drift indtil sidste halvdel af 1920erne. Foreningen Bornholm købte møllen i 1934 og har siden restaureret og vedligeholdt møllen.

De gamle kværnsten og dele af tilbehøret til disse var bevaret i møllen.

Der blev i 1950erne- og 60erne sat ny krydsfod og nye vinger på møllen. Vingerne måtte dog nedtages i 1987 efter en stormskade.

Efter en nøjere opmåling og undersøgelse af møllen startede i 1996 en større, gennemgribende restaurering, som blev afsluttet 1999. Herefter kan møllen fungere med den traditionelle vingetype med split, og møllens maskineri er rekonstrueret og funktionsdygtigt.

Så meget som muligt er bevaret ved restaureringen; således næsten alt tømmer i det gamle skrog, mens krydsfod, beklædning og tag samt ås og vinger er fornyet.

I møllen er under kværnen bevaret dele af en gammel stenbjælke, som angiveligt må være den oprindelige stenbjælke fra 1787. De viste, at møllen fra starten har været smallere, hvilket stemmer overens med, at tømmeret i vind- og læside er genbrugstømmer og uden tvivl indsat i 1794.  

Egeby Mølle 1928, fotograferet af Zangenberg fra Nationalmuseet.   I baggrunden ses det gamle møllerhus, som siden er ombygget til ukendelighed.   Bemærk også at terrænnet er uden højere bevoksning – det kan forstyrre møllen jævne kørsel.   På billedet kan også ses den lovbefalede afspærring foran og under vingerne, der når så langt ned, at de er til fare for folk og fæ.  
Billedet er så detaljeret, at man på vingerne kan læse årstallet 1926 – formentlig årstallet, hvor vingerne er udskiftet.

Historiske oplysninger

Møllen og et 6 fag langt bindingsværkshus lå oprindelig på fæstet jord under 6. selvejergård Østre Skovgård i Aaker.

Ejerne af mølle og hus er:
1. Hans Peter Hiorth 1800
2. Ole Hansen Holm 1825
3. Jens Michelsen1834
4. Anker Jensen 1838
5. Rasmus Ibsen 1840
6. Morten Hansen 1845 – 1849
7. Jens Jensen Lund 1855
8. Karl Peter Due T870, 1880
9. Mathias Peder Madsen købte 12/6 1906 matr.nr. 15l efter afdøde gårdejer Hans Peter Hansen 6. Sg. Aaker
10. Foreningen Bornholm iflg. skøde fra skifteretten i Neksø 28/3 1935 Første gang Egeby Stubmølle er nævnt i Den almindelige Brandforsikring for Landbobygninger af 1792, er 2. febr. 1838.


Møllen, ejet af Anker Jensen, blev da, vurderet til 170 Rdl. I 1845 til 140 Rdl.

Den 9. juli 1847 rammes møllen af et lyn, og vinger, aksel og stub beskadiges for en vurderet sum på 23 Rdl. Møllen istandsættes og vurderes derefter i 1849 til 140 Rdl, samme beløb i 1872, og i 1877, hvor møllen benævnes gammel og dårlig vedligeholdt bliver vurderingen sat til 240 kr ( ny møntfod), og atter i 1884 sat til 280 kr.

På et foto fra 1926 ser møllen ud til at være i funktion, og det fortælles at den kørte så sent som i 1930erne, men næppe for at male mel.