Bornholm – set fra luften 5.3.2014

Bornholm set fra luften
5. marts. Kl 19.00 – ca. 21.30 på Rønne Bibliotek i den store sal.
Det Kongelige Bibliotek og Foreningen Bornholm
Crowdsourcing  – Bornholm set fra luften
http://www.kb.dk/danmarksetfraluften/bornholm
 
Der findes store mængder luftfotos fra Bornholm på Det kongelige Biblioteks i arkiv – godt 35.000 luftfotos fra 1929 til 1992. Dem vil man godt dele med offentligheden via Internettet, hvor der allerede er lagt 20.457 ud, resten følger i slutningen af marts.

Alle og enhver kan gå ind på Det kongelige Biblioteks særlige hjemmeside for luftfotos og finde dem.

Men mange luftfotos, især af landbrugsejendomme, mangler oplysninger om sted mm. Mange bornholmere vil forholdsvis nemt kunne kende motiverne og kunne give oplysninger om dem.

Det har man sat i system ved såkaldt Crowdsourcing, den kan oversættes til ”Folkelig videndeling og videnindsamling på Internettet” – dvs. at alle og enhver kan yde frivilligt ”arbejde” via internettet, som herefter bliver til gratis videndeling på internettet, og gemt til eftertiden som værdifuld dokumentation.

Hjemmesiden blev allerede i november 2013 præsenteret for bornholmerne ved en reception for en indbudt skare, heriblandt repræsentanter fra Foreningen Bornholm, og selvfølgelig pressen.

Sidenhen har der vist sig en stor interesse for de offentliggjorte luftfotos – blandt andet på flere særlige facebookgrupper, hvor man deler billeder med hinanden.

Foreningen Bornholm syntes at dette projekt var så interessant at der burde fortælles mere grundigt om det, og det er nu lykkedes at få et møde i stand, hvor forskningsbibliotekar Mette Colding Dahl fra Nationalsamlingsafdelingen, Luftfoto-, Kort- og Billedsamlingen, kommer til Bornholm – igen – for at uddybe projektet og skaffe flere ”meddelere”.

Foreningen Bornholm og Det kongelige Bibliotek står i fællesskab som arrangører.
Alle var velkommen og det var gratis.
Og….

Der mødte ca. 50 deltagere op til en meget spændende og informativ aften med Mette Colding Dahl, som engageret fortalte om luftfotografiets “kulturhistorie” i Danmark.

Derefter viste Mette Colding Dahl Det Kgl.Bibl.’s database med luftfotos, og forklarede hvordan den bruges, samt hvordan vi andre kan hjælpe til med at fylde oplysninger på databasen.

Der var stor spørgelyst, og i enkelte tilfælde lærte Mette Colding Dahl også små tricks fra deltagere, som er vante brugere af databasen.

Foreningen Bornholm tilbød at bruge denne hjemmeside som en lokal bornholmsk informationside om luftfotos.
Se HER

Alt i alt en meget indholdsrig aften!